To måder at lede en paneldebat på: stram styring eller åben samtale

Når du skal lede en samtale med flere gæster, står du hurtigt over for et valg. Enten styrer du stramt med faste taletider og en klar rækkefølge, eller også lader du samtalen finde sin egen vej og griber kun ind, når den løber af sporet. Jeg underviser i kamera og stemme, men jeg sidder ofte med ved øvelserne i neutral moderation, og begge måder dukker op hos næsten alle kursister.

Ingen af dem er forkerte i sig selv. Spørgsmålet er, hvad samtalen skal bruges til, hvor erfaren du er, og hvor mange gæster der sidder rundt om bordet. En kort optagelse med fast sendetid kalder på andet end en lang samtale, hvor gæsterne skal have lov til at udfolde et synspunkt.

I denne omgang sætter jeg de to måder op mod hinanden og kommer til sidst med en anbefaling. Den bygger på, hvad vi ser i de små hold i Fredericia, hvor kursisterne øver sig på opdigtede gæster og får feedback på hver enkelt optagelse.

I den stramme model aftaler du på forhånd, hvor længe hver gæst får til sit indlæg, og i hvilken rækkefølge de kommer til orde. Du holder øje med uret, afbryder høfligt, når tiden er gået, og fører samtalen videre til næste gæst. Det giver tryghed, især hvis du er ny og bange for at miste tråden.

Fordelen er tydelig: ingen gæst fylder det hele, og du ved, at emnerne bliver dækket inden for den tid, der er til rådighed. Det er også lettere at holde sig neutral, fordi strukturen træffer beslutningerne for dig. Du behøver ikke vælge, hvem der skal tale, for rækkefølgen er allerede fastlagt.

Ulempen viser sig på optagelsen. Samtalen kan minde om en række små oplæg, og gæsterne svarer dig i stedet for hinanden. Når uenigheden endelig dukker op, har du ikke plads til den, og du ender med at skære den over, netop hvor den begyndte at blive interessant for seerne.

• Passer til korte optagelser med fast sendetid
• Giver tryghed, når du er ny som vært
• Risikerer en stiv og lidt indøvet stemning

I den åbne model har du kun få faste punkter. Du stiller et indledende spørgsmål, lader gæsterne reagere på hinanden og træder ind, når nogen bliver afbrudt, eller når samtalen kører i ring. Du lytter mere, end du taler, og dine opfølgninger bygger på det, gæsterne faktisk siger.

Det giver ofte en mere levende optagelse, og uenighed bliver til noget, seeren kan lære af. Du får også mulighed for at fange det uventede, som ingen briefing kunne have forudset. Gæsterne virker mere afslappede, fordi de ikke venter på deres tur.

Til gengæld kræver den åbne model, at du holder styr på uret uden at kigge på det hele tiden. Hvis to gæster begynder at tale i munden på hinanden, skal du kunne gribe ind uden at virke, som om du tager parti. Mange nye værter oplever, at de enten taler for meget eller slet ikke tør afbryde.

• Passer til længere samtaler med tid til fordybelse
• Kræver, at du kan lytte og afbryde uden at tage parti
• Svær at holde i tide uden øvelse

På kurset lader vi kursisterne lede det samme fiktive panel to gange, først stramt og derefter åbent. Gæsterne er opdigtede, men uenigheden mellem dem er skrevet, så den kan bruges til at øve. Bagefter ser vi optagelserne igennem sammen og taler om, hvornår du følte dig tryg, og hvornår samtalen blev bedre.

Mønsteret går igen. Den stramme runde føles sikker, men optagelsen bliver flad. Den åbne runde føles rodet, men det er ofte dér, kursisten for første gang hører sig selv stille et opfølgende spørgsmål, som gæsterne rent faktisk tager op. Mange bliver overraskede over, hvor lidt der skal til, før samtalen begynder at bære sig selv.

Vi ser også, at kursisterne vurderer sig selv strengere, end optagelsen berettiger. En vært, der syntes, hun havde mistet kontrollen, havde i virkeligheden holdt tiden og givet alle plads. Det er en af grundene til, at vi gennemser optagelserne sammen frem for at lade dig bedømme dig selv.

Mit råd er at kombinere de to. Brug den stramme model som skelet: en kendt åbning, en ramme for tiden og en aftalt afslutning. Lad så midten være åben, så gæsterne kan svare hinanden, og du kan følge op på det, der opstår. Når du er blevet tryg, kan du give mere slip.

Det betyder, at du forbereder dig på begge dele. Aftal med gæsterne på forhånd, at du kan afbryde, og at det ikke er en kritik. Sæt et par ankerpunkter ind i manuskriptet, hvor du ved, at du vender tilbage til emnet, hvis samtalen bliver for bred.

Husk, at neutralitet ikke handler om at være tavs. Du viser den ved at give hver gæst samme mulighed for at svare, ved at stille spørgsmål til alle sider og ved ikke at kommentere, hvem der har ret. Det kan du øve i begge modeller, og det er netop dét, vi træner i hold.

• Brug struktur i begyndelsen og i afslutningen
• Hold midten åben for gæsternes egne svar
• Aftal på forhånd, at du må afbryde

Du behøver ikke et studie for at mærke forskellen. Find to eller tre venner, og aftal et emne, hvor de er uenige. Led samtalen første gang med faste taletider på to minutter hver. Led den anden gang uden ur, men med et enkelt mål: ingen må tale uafbrudt i mere end et minut.

Optag begge forsøg med telefonen, og hør dem igennem bagefter. Læg mærke til, hvor ofte du afbryder, hvor længe der går mellem dine spørgsmål, og om du nogensinde tager parti, selv med et lille nik eller et ja. Det er netop disse små tegn, optagelsen afslører.

Skriv tre ting ned efter hver runde: hvad der virkede, hvad du ville gøre anderledes, og hvilket spørgsmål der åbnede samtalen mest. Efter nogle uger har du et personligt mønster at arbejde videre med, uanset hvilken model du ender med at foretrække.