Hvordan Henrik fik ro i maven før sit første studieinterview

Henrik er i fyrrerne og arbejder til daglig med projektledelse. Da han meldte sig til forløbet om gæstebriefing og forberedelse, skulle han lede en samtale med en lokal foreningsformand til et lille videoprojekt. Han havde skrevet femogtyve spørgsmål ned i en notesblok og regnede med, at mængden ville gøre ham tryg. Ved første øvelse blev det tydeligt, at blokken ikke hjalp ham. Han læste spørgsmålene op i rækkefølge, kiggede sjældent op og opdagede for sent, at gæsten allerede havde svaret på tre af dem undervejs. Det er en helt almindelig start, og jeg har set den hos mange voksne, der er vant til at have styr på tingene.

Jeg satte mig ved siden af ham efter optagelsen, og vi gennemså klippet uden lyd. Det var nok til, at han selv så, hvor han holdt fast i papiret i stedet for i personen overfor. Han grinede lidt af det og sagde, at han havde forberedt sig på spørgsmålene, men ikke på gæsten. Den sætning blev udgangspunktet for resten af hans forløb hos os.

Vi begyndte med researchen. Henrik havde læst foreningens hjemmeside, men det var det hele. Jeg bad ham finde tre ting om gæsten, som ikke stod i en officiel præsentation: hvorfor vedkommende engang tog på sig at lede foreningen, hvad der havde været svært, og hvad vedkommende selv glædede sig til at tale om. Det kan lyde småt, men det ændrer tonen i hele samtalen. Når du ved, hvad en gæst er stolt af, kan du give plads til det i åbningen. Når du kender et følsomt punkt, kan du beslutte på forhånd, om og hvordan du vil nærme dig det. Henrik fandt to af tingene gennem en kort telefonsamtale, og den samtale blev i sig selv en slags prøve på, hvordan han ville lytte i studiet.

Vi talte også om grænsen for research. Du skal kende nok til at stille gode spørgsmål, men ikke så meget, at du tager gæstens fortælling fra vedkommende. Henrik skrev sine noter om til korte stikord og lod resten ligge. Det gav ham overraskende mere overskud, fordi han ikke længere skulle bevise, at han havde læst alt.

• Find noget, der ikke står i en officiel præsentation
• Notér ét emne, gæsten selv glæder sig til
• Beslut på forhånd, hvordan du griber et følsomt punkt an

Næste skridt var at aftale rammerne med gæsten. Henrik havde slet ikke tænkt på, at gæsten også kunne være nervøs. Vi øvede en kort samtale, hvor han fortalte om længden på optagelsen, om de kunne tage en scene om, om der var emner, gæsten helst ville undgå, og hvad materialet skulle bruges til bagefter. Det skal ikke være en lang gennemgang. Fem minutter er nok, hvis du er tydelig og lyttende. Det vigtige er, at gæsten kan sige til og fra, og at du faktisk holder det, I aftaler. En gæst, der ved, hvad der sker, svarer roligere og mere præcist end en, der gætter sig til rammerne undervejs.

Henrik fortalte bagefter, at netop denne samtale ændrede hans egen nervøsitet. Han havde ventet, at gæsten ville være den, der skulle berolige ham, men det blev omvendt. Da han forklarede forløbet, kunne han mærke sin egen puls falde. At give andre tryghed er ofte den korteste vej til selv at blive tryg.

Vi samlede det hele i en briefing på én side, som Henrik sendte til gæsten dagen før. Den indeholdt tid og sted, de overordnede emner i rækkefølge, et par ord om formen og en kontaktmulighed, hvis gæsten fik spørgsmål. Der stod ingen færdige spørgsmål, for en gæst, der får alle spørgsmål på forhånd, har en tendens til at læse svarene op. En god briefing er kort nok til at blive læst og konkret nok til at give ro. Henrik skrev tre udkast, før den sad rigtigt. I første udkast var der for meget om ham selv, i andet for lidt om formålet. I det tredje stod der præcis det, en gæst har brug for, og ikke et ord mere.

Vi øvede også, hvordan han ville sige det samme mundtligt, når gæsten kom ind i studiet. Skriftlig og mundtlig briefing skal pege den samme vej. Hvis de siger noget forskelligt, bliver gæsten usikker, og så er den ro, du har bygget op, hurtigt væk igen.

• Tid, sted og overordnede emner i rækkefølge
• Et par ord om formen og hvad optagelsen skal bruges til
• En kontaktmulighed, men ingen færdige spørgsmål

Da Henrik gennemførte sit øvelsesinterview med en af vores gæster i studiet, mærkede jeg forskellen med det samme. Han startede med at kigge på gæsten, ikke på blokken. Åbningen var en enkelt, åben sætning om, hvad der havde fået gæsten i gang, og så lyttede han. Blokken lå på bordet, men han brugte den kun som en sikkerhedslinje. Midtvejs tog gæsten en retning, Henrik ikke havde planlagt. Før ville han have forsøgt at trække samtalen tilbage til sit manuskript. Nu fulgte han med et par minutter og kom naturligt tilbage til sit næste emne. Det er netop det, forberedelsen er til: at give dig frihed til at forlade planen uden at miste overblikket.

Efter optagelsen så vi klippet sammen, og Henrik pegede selv på tre steder, hvor han havde lyttet bedre end sidst. Jeg behøvede næsten ikke sige noget. Det er et godt tegn, når en kursist begynder at give sig selv den feedback, jeg ellers ville give.

Henriks case er ikke usædvanlig, og det er netop pointen. Han lærte ikke et trick, men en rækkefølge: kend personen, aftal rammerne, send en kort briefing og mød op med plads til at lytte. Det kan lyde enkelt, men det kræver øvelse at gøre det uden at falde tilbage på papiret. Kurset lover ikke, at du bliver en anden. Det giver dig en måde at forberede dig på, som du kan gentage hver gang, og som gør både dig og gæsten mere afslappet. Henrik gennemførte sit rigtige videoprojekt nogle uger senere og fortalte, at gæsten bagefter takkede for en samtale, der føltes som en samtale.

Hvis du står i en lignende situation, så start småt. Vælg en gæst, find to ting uden for den officielle præsentation, og skriv en briefing på én side. Du behøver hverken udstyr eller studie for at begynde at forberede dig bedre.

• Kend personen før manuskriptet
• Aftal rammer, før optagelsen starter
• Brug noter som sikkerhedslinje, ikke som manuskript